Forsker Jeanette Bonde Pollmann forsvarer sit ph.d.-projekt på Københavns Universitet.

Jeannette Bonde Pollmann har i sin forskning beskæftiget sig med veteranfamilier med PTSD tæt inde på livet.

For veteraner, der udvikler posttraumatisk stresslidelse (PTSD) efter international udsendelse, vil sygdommen ramme hele familien. Både parforholdet og relationen mellem forældre og barn samt familiens trivsel påvirkes negativt af sygdommen.

Social støtte fra både nære relationer og omgivelserne generelt kan medvirke positivt til at hjælpe veteranfamilier påvirket af PTSD. Der har indtil nu manglet dansk forskning i social støtte blandt veteranfamilier påvirket af PTSD, hvilket har været Jeanette Bonde Pollmann’s udgangspunkt for sit studie, som kombinerer kvalitative og kvantitative metoder.

I min ph.d.-afhandling udforsker jeg fra et familieperspektiv mulige brikker i et komplekst puslespil, som social støtte kan ses som. Det gør jeg ved at undersøge, hvordan veteranfamilier oplever, erfarer og forhandler sig adgang til social støtte,

 

fortæller Jeanette Bonde Pollmann.

 

Jeanettes afhandling viser blandt andet, at det er individuelt, hvordan veteranfamilier påvirket af PTSD dels forstår og dels forhandler sig adgang til social støtte. Hvorvidt de PTSD-ramte veteranfamilier formår at række ud og gøre brug af social støtte afhænger af:

  • Familiernes forståelse af hvordan PTSD påvirker deres familieliv,
  • Familiernes oplevelser af deres egne behov for social støtte, og
  • Familiernes oplevelser af, hvordan tilgængelig støtte matcher deres støttebehov.

 

Fundene fra Jeanettes ph.d.-studie bidrager til familiecentreret forskning og praksis ved at anbefale en opmærksomhed på at skræddersy social støtte-interventioner til veteranfamiliers støttebehov.

Jeanette opfordrer til, at fremtidig forskning i endnu højere grad bør fremhæve stemmerne fra veteranfamilierne selv, i forening med deres sociale netværk. Hun mener, at dette kan skabe vej for et forbedret samarbejde mellem familierne og både deres personlige og professionelle sociale netværk.


Læs mere
Jeanettes Bonde Pollmanns ph.d.-afhandling er resulteret i tre videnskabelige artikler, hvor hun undersøger:
1) betydningen af oplevelsen af social støtte for mental sundhed
2) erfaringer med, hvordan PTSD og forældreskab spiller sammen og dermed tjener som accelerator for at række ud efter social støtte, og
3) at nogle familier oplever, at den tilgængelige støtte kan opleves som for meget, uhjælpsom eller top-styret, og dermed fejlagtig.

De første to artikler er allerede offentliggjort og kan læses herunder, mens den tredje er undervejs i publicering:

Changes in perceived social support and PTSD symptomatology among Danish army military personnel

“My children do not deserve it”: Understanding how epiphanies instigate support-seeking practices among veteran families living with PTSD in Denmark

 

Sidst opdateret 19. maj, 2022 - Kl. 11.15