[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Det er dælme mange år siden, at jeg har prøvet det her, sagde en blåbaret-klædt herre og rystede benene.

Han havde sammen med soldater fra hæren, søværnet og flyvevåbnet, politifolk og repræsentanter for Beredskabsstyrelsen stået i parade med oberst Lasse Harkjær fra Den kongelige Livgarde i front. 

Deres uniformer var gennemblødte, men til gengæld stod de i første parket til indvielsen, hvor blandt andre den kongelige familie, statsminister Lars Løkke, formand for Folketinget Thor Pedersen, forsvarschef general Knud Bartels, forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og formand for monumentet general Jesper Helsø var med til at gøre formiddagen både højtidelig og festlig.

- Monumentet er en helt særlig hilsen til de omkomne. Det er det officielle Danmarks tak for den indsats, de udsendte har gjort. Det tilhører jer, sagde general Jesper Helsø.

Tilskuere på voldkronen
Omkring to hundrede tilskuere var mødt op på voldkronen, der omkranser det nye monument. Blandt dem var et par forvildede cruise-turister fra Canada, der var lidt betuttede over situationen. En ældre dame var også mødt op.

-J eg er her for at vise medfølelse for de efterladte og de unge mennesker, der har været i krig, sagde hun.

Blandt publikum var også en soldat og hans hustru.

- Jeg har en tjenestefri dag og har taget konen med til indvielsen her, sagde han, mens konen tilføjede:
- Min mand er jo veteran, og jeg støtter op om ham. Veteranerne fortjener monumentet.