[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Anders V. Fridberg Forsvarets Hovedredaktion

Lørdag den 8. september er der mulighed for at kombinere en sund løbetur med en god gerning. Det kan man gøre ved at deltage i Danske Veteraners Motionsløb 2012.

Overskuddet fra motionsløbet går ubeskåret til det arbejde, som De Blå Baretter og Kammeratstøtteordning gennemfører for veteraner med fysiske og psykiske mén fra både forsvarets og andre statslige myndigheders internationale missioner.

Løbet er arrangeret af de Blå Baretter i samarbejde med atletikklubben AK 73.

- Det er en del af vores idrætsprogram – en af mange aktiviteter. For os handler det først og fremmest om, at vi gerne vil have veteranerne ud og dyrke sport sammen med andre, siger Bjarne Hesselbjerg, der er formand for de Blå Baretter.

Den praktiske organisering af løbet har de Blå Baretter overladt til atletikklubben AK 73.

-AK 73 har en historie for at involvere sig i sager. Vi har tidligere arrangeret løb for frihed, og vi er løbsarrangør for Børnestafetten imod mobning, der arrangeres af Mary Fonden og Red Barnet. Vi vil gerne støtte den gode sag, fortæller Torsten Arendrup, der er løbsarrangør i AK 73 og selv har været udsendt for DANIDA og Dansk Flygtningehjælp til blandt andet Afghanistan og Sudan.

Danske Veteraners Motionsløb finder sted på en afspærret rute på 10-øren på Amager, og der er både mulighed for at løbe fem og 10 km. Lige som man er velkommen til at gå, hvis man ikke kan løbe.

Se mere om løbet og tilmeld dig her.