[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Hjemlig hygge og spændende oplevelser og udfordringer gjorde den første sommerlejr på KSO Veteranhjem i Frøslevlejren til en ubetinget succes.

 

Den 13. juli mødtes 8 voksne, 12 børn og ledergruppen på 8 – 9 veteraner og hjælpere på sommerlejr i Frøslevlejren. Ideen om en sommerlejr var opstået i foråret 2012 og efter endt vedtagelse blev der indrykket en invitation i Baretten nr. 1/2013, der hurtigt blev  

booket op med yderligere 3 personer på venteliste.

 

Lejren bød på mange afvekslende aktiviteter som fx Ringridning, Museumscenter Dybbøl Banke, skydning med bue og pil samt overnatning på lejrplads, så de mindste rigtigt kunne opleve hvordan, Robin Hood og hans lystige svende levede i Sherwoodskoven. Ugen bød også på badning, små ture i omegnen og en masse god tid til at lege og snakke for forældrene. Der blev knyttet mange nye venskaber og det blev besluttet at etablere egen Facebookside for Sommerlejren.

 

Lejren var en ubetinget succes og Kammeratstøtteordningen sender en stor tak til alle deltagerne for deres åbne og hjertelige måde at være på. Fra alle skal lyde en stor tak til vore madmødre, der fremtryllede det ene lækre måltid efter det andet.