[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

- Veteranområdet ligger mig på sinde, både politisk og menneskeligt, sagde forsvarsministeren i sin tale til Veterancentrets medarbejdere.

For ministeren var besøget en kærkommen mulighed for ved selvsyn at høre nærmere om Veterancentrets arbejde med at støtte og anerkende Danmarks veteraner og pårørende. Netop dét fik forsvarsministeren et indblik i ved sit besøg, der bød på en times briefing, hvor Veterancentrets forskellige indsatsområder blev drøftet, efterfulgt af en kort tale fra ministeren til Veterancentrets medarbejdere.


En tale som blandt andet bød på ros og tak for indsatsen - dog uden at hvile på laurbærrene:


- Indsatsen på veteranområdet har de seneste år udviklet sig i positiv retning. Vi er blevet klogere og derfor også stærkere i såvel støtten til som anerkendelsen af vores veteraner og deres pårørende. Og det takket være jer og de mange andre gode kræfter på veteranområdet, der hver eneste dag løfter en stor og vigtig opgave til gavn for veteranerne og deres familier. Vi har forsat en opgave i at anerkende alle og støtte de med behov. En opgave som forligspartierne her i begyndelsen af det nye år vil se nærmere på med udgangspunkt i den nyligt afsluttede evaluering af veteranpolitikken.