[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann

Veterancentret tager lørdag ud til to forskellige Åbent Hus-arrangementer for at møde veteraner og pårørende. Her vil du på Veterancentrets stande kunne høre mere om centrets arbejde og vores nyeste initiativer såsom kommunikationskurser for par, kaldet PREP, og samtalegrupper for børn og unge.

Du vil også kunne få udleveret en eller flere af Veterancentrets tre nye bogudgivelser for pårørende til psykisk skadede veteraner.


Mød os til Dragondagen

I Holstebro er det Jydske Dragonregiment, der afholder deres årlige åbent hus-arrangement - også kendt som Dragondagen. Her kan I se forskellige udstillinger, den historiske samling og kampdemonstration, hvor Regimentets enheder laver et nutidigt kampscenarie, støttet af enheder fra Ingeniørregimentet og Flyvevåbnet. Derudover er der æresdeling, parade, medaljeoverrækkelse og meget andet.

Se programmet for Dragondagen på regimentets hjemmeside eller facebookside.


Mød os i Næstved

Gardehusarregimentets Veteran-, Panser og Køretøjsforening holder åbent hus i Næstved. Og her er det især køretøjerne, der er i fokus. Her kan I opleve kampvognsdemonstration, prøve et minefeltet for børn, eller køre i pansrede mandskabsvogne (PMV). I kan også se modeshow med soldaten anno 1916.

Se programmet på facebook eller læs mere på foreningens hjemmeside.