[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Anders V. Fridberg, Værnsfælles Forsvarskommando

Invictus Games er på mange måder alt det, som veteraner med psykiske skader forsøger at undgå i deres dagligdag. Tusindvis af nye og ukendte mennesker og indtryk, larm og uro og krav om at være tilstede og præstere, selv om de har lyst til at være helt alene.


Mette Kølving Petri på bænken under en dansk kamp i sitting volleyball. Psykologerne hjælper deltagerne med at tackle stress i konkurrencesituationerne, men giver dem også redskaber, der kan bruges i hverdagen. Fotos: Christian Sundsdal.

Men de samme faktorer er forklaringen på, at Invictus Games er meget mere end en idrætskonkurrence. For når veteraner med PTSD lærer at tackle konkurrencepresset, træner de også deres evner til at håndtere den følelse af konstant uro eller ligefrem fysisk ubehag, som plager dem. Og det kan overføres til dagligdagens pressede situationer. 

-Ved at dyrke sport er de nødt til at konfrontere følelsen af ubehag, som de ellers flygter fra. Og ved at træne evnen til at være i deres krop igen og ikke flygte fra de her symptomer, bliver de bedre i stand til at leve med dem og ikke altid tolke på dem, som nogle, der er farlige, forklarer Mette Kølving Petri, der er psykolog ved Forsvarets Veterancenter og en af to psykologer, der er tilknyttet det danske Invictus Games projekt. 

Hør og se Mette Kølving Petri og to veteraner fra holdet forklare, hvordan Invictus Games har hjulpet dem. Videoen er produceret af Christian Sundsdal for Invictus Games Team Denmark og Værnsfælles Forsvarskommando.