Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
Af Karen Dahlin / Veterancentret
En flot indsats fra Thomas Monin, hans søn Frederik og hunden Asja sikrede teamet et verdensmesterskab i kategorien for ”personlig beskyttelse” under verdensmesterskabet K9 professional/protection sports i Texas. I kategorien indgår blandt andet lydighed, hvor hunden viser, at den kan positionerne sit, dæk og stå.
”Jeg er så stolt af Asja. Hun har klaret et temperaturskift fra vintervejr i Danmark til 25 grader i Texas. Jeg er også stolt over, at hun har klaret turen herover og nye omgivelser. Hun er jo en pige på snart ni år,” siger Thomas Monin.
Jesper Andersen og hunden Burner kunne ligeledes præstere et mesterskab i patruljedivision. Begge hunde er af racen belgisk hyrdehund Malinois.
”Selvom vi er konkurrenter, hjælper vi hinanden. Måske er det derfor, at vi rendte af med det hele,” siger Thomas Monin.
Frederik og Thomas Monin ankommer til Kastrup med en skadet Ajsa i transportkassen.
Skadet hund
Asja blev skadet i den sidste disciplin, men på trods af skaden forsatte hunden sin opgave, hvor hun skulle vise bid og lydighed.
”Hun bliver bare ved med at bide og komme tilbage, når jeg fløjter, på trods af skaden. Hun er virkelig en sej gammel tøs,” siger Thomas Monin.
Far og søn har trænet 3 ½ år på programmet, og den 12-årige søn trådte i karakter, da Asja blev skadet.
”Jeg har fået stor hjælp af min søn. Han var en superman, da skaden skete, og trøstede mig, for jeg var ærligt talt fuldstændig færdig. Han var en guttermand,” siger Thomas Monin.
Far og søn har fået økonomisk støtte fra Veteranstøtten, private virksomheder og en Facebook-indsamling.
”Jeg er glad for at have vundet. Også for de folk, der har spyttet penge efter os. Det har ikke bare været en ferietur, og det her viser, at alle de sure regnvejrstimer, vi har trænet, har båret frugt,” siger Thomas Monin.
K9 Pro Sports
Belgisk hyrdehund Malinois