[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Veteraner har kompetencer, der kan styrke din virksomhed. Også dem der kommer hjem med en fysisk eller psykisk skade. Som arbejdsgiver kan du søge om en jobpræmie på 50.000 kroner, hvis du ansætter en veteran med fysisk eller psykisk skade.

”Veteraner har mange kompetencer, som bliver efterspurgt både af de private og offentlige arbejdsgivere. De er meget handlings- og løsningsfokuserede medarbejdere, der tager ejerskab for fælles opgaver og ikke er bange for konstruktivt at udfordre opgavebeskrivelsen, så målet står knivskarpt. Og så er de vant til at have øje for deres kollegaer,” siger leder af beskæftigelsesrådgiverne i Veterancentret, Joan Muhlig Nielsen.


Få adgangskrav

Det er Veterancentret, der står i spidsen for jobordningen med den dertilhørende jobpræmie, som er politisk besluttet af et flertal i Folketinget. Ordningen indeholder reelt set to trin for dig som arbejdsgiver.

For det første skal det bekræftes, at din nye medarbejder er i målgruppen. Det kan være fordelagtigt at have fastslået allerede ved ansættelsen, og bekræftelsen får du fra Veterancentret.

Andet led i at få udbetalt jobpræmien er, at I som arbejdsgiver og medarbejder indsender dokumentation for, at ansættelsen har varet 26 uger, og at den gennemsnitslige arbejdstid har været mindst 15 timer om ugen.

Du kan læse mere om målgruppen for jobordningen og de lovbestemte krav, som ansættelsen skal overholde.