[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Fredag den 29. juni blev der plasket med pagajerne ude foran Søsportens hus i Silkeborg. Her havde DIF Soldaterprojekt og Veterancenteret inviteret veteraner til en dag på vandet med fysisk aktivitet og socialt samvær.

En del af dem er veteraner, der har været en del af bruttotruppen til Invictus Games, som er et multisportsstævne for skadede veteraner, men som nu skal i gang med at søge et nyt fællesskab. Og meget bevidst havde arrangørerne åbnet dagen i havkajakker op for alle.

”Det er med til at understøtte fællesskabs- og netværkstankegangen, at der er mulighed for både at søge det lille fællesskab, man har været en del af før, altså Invictus-holdet, eller det lidt større fællesskab, som jo også er det de skal fremadrettet,” siger beskæftigelsesrådgiver Line Jespersen fra Veterancentret.


Nogle af veteranerne har tidligere mødt hinanden på Invictus-træningssamlingerne. Foto: Brian Nyborg.

Vejen videre

Gruppen af veteraner har som en del af Invictus arbejdet med deres personlig udvikling, og den udvikling ønsker DIF Soldaterprojekt og Veterancentret at bakke op om. Nogle har et meget lille netværk, mens andre allerede er ved at udvide det. Nogle er i job, mens andre kan være i kommunale beskæftigelsesindsatser.

Derfor deltog Veterancentret både med en beskæftigelsesrådgiver og en opsøgende rådgiver, som har hver deres fagområder.

”Vi fortalte om, hvad de kan bruge Veterancentret til, og det satte så nogle tanker i gang hos nogle af veteranerne. Nogle vendte så tilbage senere på dagen, og der var også en enkelt, der konkret spurgte til, hvordan man kan søge beskæftigelse på en førtidspension, for som han sagde, så var han ikke færdig med at bidrage til samfundet,” siger Line Jespersen.

Arrangementet er sin første af sin art i Invictus-sammenhæng og lidt en prøveballon for, om en lignende opsamling for eventuel kommende Invictus-bruttotrup vil give mening.