Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
Veterancentret har som en del af projektet Fælles om veteraner i dag underskrevet en samarbejdsaftale med Frederikshavn Kommune og kommunens borgmester Birgit S. Hansen.
"Vi er en flådekommune, så vi har i forvejen et stort fokus på de mange veteraner, vi har her i kommunen – og med den her samarbejdsaftale får vi endnu flere gode kræfter ind," lyder det fra borgmester Birgit S. Hansen.
I Veterancentret er man bestemt også glad for den nye aftale med Frederikshavn Kommune.
"Forsvaret er jo en stor del af Frederikshavns bybillede og også i kommunens bevidsthed, så derfor er vi i Veterancentret særlig glade for, at vi i dag kan underskrive en samarbejdsaftale med Frederikshavn Kommune. Det er jeg sikker på vil komme kommunens veteraner til gavn, når vi står fælles om veteraner," siger Jesper Eriksen, der er opsøgende rådgiver for i Veterancentret.
Samarbejdsaftalen om anerkendelse og støtte af veteraner betyder, at Frederikshavn Kommune og Forsvarets Veterancenter vil bruge hinanden aktivt, når en veteran er i kontakt med kommunen.
"Hvis en af vores sagsbehandlere eksempelvis arbejder med en sygemeldt eller ledig veteran, samtidig med at en medarbejder i Veterancentret er ved at støtte vedkommende med en helbredsmæssig udredning, så er der behov for at samarbejde, så vi får lagt vores indsatser så hensigtsmæssigt som muligt," siger Mette Krog Dalsgaard, der er jobcenterchef i Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune og Veterancentret har i forvejen gode erfaringer med at samarbejde.
"Vi har før samarbejdet med Veterancenteret, som også har været på besøg og holdt oplæg for flere af vores sagsbehandlere, og det har været rigtigt godt. De har en specialviden omkring det at have været udsendt, som vi godt kan bruge, når vi understøtter dem i at komme ud på arbejdsmarkedet," fortæller Mette Krog Dalgaard
Netop den gode forhistorie og det faktum, at Veterancenteret er Forsvarets eget center var afgørende for, at Frederikshavn Kommune takkede ja til samarbejdet.
"Vi tager i forvejen godt hånd om vores veteraner, men når det nu er Forsvarets eget center, der rækker hånden ud, giver det mening at samarbejde," siger borgmester Birgit S. Hansen.
Samarbejdet vil blandt andet betyde, at man kan koordinere indsatser over for veteranerne, samt at kommunens ansatte kan få undervisning og indsigt i, hvilken baggrund veteranerne kommer med.
"Det er vigtigt for os, at vi ikke stigmatiserer veteranerne. 90 procent af dem kommer hjem og fortsætter helt uproblematisk i enten det civile eller i forsvaret. Men nogle få får problemer med skader – enten fysiske eller psykiske – eller med arbejdsløshed, misbrug eller dårlig økonomi," siger Mette Krog Dalsgaard og fortsætter:
"Det er ikke ukendte problematikker, men for at vi kan hjælpe dem bedst muligt videre, er det godt at have et samarbejde med et professionelt center, der kan hjælpe os med at forstå den militære baggrund, som veteraner har med sig."
Samarbejdsaftalen træder i kraft per 1. februar.
Pressemeddelelse á 28. januar 2019.