[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

En udsendelse kan til tider presse parforholdet og familielivet. Netop derfor tilbyder Veterancentret parforholdskurset PREP til ansatte i Forsvaret og deres pårørende.  

Lige nu er der ledige pladser på førstkommende kursus i Karup, den 7. og 8. september 2019, ligesom Veterancentret har oprettet et ekstra kursus i Aalborg den 21. og 22. september. 

Kurset er et intensivt weekendkursus lørdag og søndag på et af Forsvarets etablissementer, hvor du og din partner sætter fokus på kommunikation, kærlighed, forsoning og vejen videre i parforholdet, fortæller projektleder Anne Hartmann-Madsen fra Veterancentret.

"Det er en weekend, hvor man får nogle konkrete redskaber med hjem, som man kan bruge i sin hverdag derhjemme. Man lærer hinanden at kende på en ny måde og bliver bekræftet i, hvorfor man er sammen," siger Anne Hartmann-Madsen og tilføjer:

"For mange af dem, der står over for en udsendelse, handler det også om at lave gode aftaler forinden om, hvordan parforholdet skal være, når afsted, og finde en god måde at mødes på igen, når man kommer hjem igen."