[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Karen Dahlin

Onsdag den 3. april var Vingsted kongrescenter i Jylland fyldt med både frivillige og professionelle veteranaktører, pårørende og veteraner, behandlere og undervisere. De mødtes for at udveksle viden og debattere veteranforhold. Her er tre deltageres indtryk fra dagen:

Heidi Anita Stentoft, veterankoordinator i Slagelse kommune

Jeg er her helt klart for at få mere viden og netværk. Denne gang er hele gadeplansenheden og tre nøglepersoner fra Jobcentret i Slagelse også med. Det er første gang, og det er meget positivt. Nu bliver veteranarbejdet mere ”vi” end jeg. Det er jo det, det handler om. 

Tina Ryberg, pårørendenetværket Faktor 8

Jeg er her for at udbrede kendskabet til Faktor 8 til endnu flere kvinder, end vi er i forvejen, så ingen skal sidde alene. Jeg mener også, at der skal fokus på børnene, for der er virkelig behov for en indsats her. Veterancentret har været i gang i flere år, men nu er der behov for, at der bliver sat ind overfor børnene, så de ikke får for mange ar på sjælen, og at de ar bliver så små som muligt. 

Christian Ring, formand for Veterancafe Slagelse

Jeg er her for netværkets skyld og for at få de nye informationer, der er kommet siden sidste ”Viden om veteraner”. Jeg har været deltager i en paneldebat om misbrug, og i oplægget før debatten har jeg fået mange nye løsningsmodeller, som jeg kan tager med hjem. Det vigtigste er at være helhedsorienteret, så løsningerne følger veteranen hele vejen igennem.