[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

På Frederiksberg, i Høje Taastrup, Hørsholm og Hedensted bliver der i dag blevet givet hånd på det gode samarbejde for og med veteraner. Her har Veterancentret nemlig indgået og fornyet samarbejdsaftaler med de tre kommuner. Det sker på en særlig dag, hvor Danmark markerer Flagdagen for Danmarks Udsendte mænd og kvinder.

Aftalen sætter to streger under, at både kommune og Veterancenter ønsker at være fælles om at støtte de veteraner, der måtte have brug for det.

"At både Frederiksberg, Høje Taastrup, Hørsholm og Hedensted vælger at indgå en samarbejdsaftale netop i dag på Flagdagen, det er et stærkt signal at sende," siger chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund, der ikke selv kunne underskrive aftalerne, da hun skulle deltage i det officielle Flagdags-arrangement på Kastellet, i Holmens Kirke og på Christiansborgs Slotsplads.


Samarbejdsaftaler med halvdelen af kommunerne

Med de nye samarbejdsaftaler på Flagdagen har Veterancentret nu indgået samarbejdsaftaler med godt halvdelen af landets kommuner. I alt 47 samarbejdsaftaler er det blevet til siden 1. marts 2018, hvor Veterancentret skød et kommunalt samarbejdsprojekt i gang, kaldet Fælles om Veteraner. 

”De her samarbejdsaftaler handler om, at både Veterancenteret og kommunen ønsker vores veteraner det bedste, og derfor går sammen om at skabe rammerne for det. Kommunerne har for eksempel rigtig meget at sige i sager om arbejdsmarkedstilknytning, familie- eller boligforhold, mens vi i Veterancentret har helt andre tilbud om behandling og rådgivning til veteraner. Vi kan rigtig meget hver for sig, men endnu mere, når vi rækker ud til hinanden og bruger hinanden,” siger chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund.