To veteranaktører sidder ved et bord og taler sammen.

Der blev netværket på kryds og tværs, da det først regionale veteranforum i Midtjylland blev afviklet i Holstebro. Foto: Mads Ullerup 

Regimentschef for Jydske Dragonregiment oberst Anders Poulsen var vært, da det første regionale forum for veteraner blev afholdt på Holstebro Kaserne den 7. april. Her skiftede visitkort hænder på kryds og tværs, da 30 deltagere på veteranområdet fra det meste af Midtjylland var mødt frem for at knytte bånd og dele nyttig viden.


Formålet med Regionalt Veteranforum, er blandt andet, at aktører, der arbejder med veteraner, mødes for at blive opdateret på, hvad der rører sig på veteranområdet i deres egen region. Et andet vigtigt punkt på dagsordenen var at styrke netværket på kryds og tværs af de mange aktører, der frivilligt som professionelt beskæftiger sig med veteraner.


Netværk, netværk og netværk

Henrik Risom Rasmussen er nystartet veterankoordinator i Holstebro Kommune og var blandt deltagerne på Regionalt Veteranforum. Han havde ét klart mål med dagen. Lommerne skulle fyldes med visitkort fra de andre aktører.

 

Jeg håber at få en masse gode kontakter. Alfa og omega for mig er netværk, netværk og netværk. Vi kommer med noget forskelligt alle sammen, så lad os dele, den viden vi har, så vi ikke skal genopfinde den dybe tallerken,

siger Henrik Risom Rasmussen.

 

Tilbud til veteraner skal bredes ud

Loakl repræsentant for Veteranstøtten Steen Møller Petersen glædede sig over de mange forskellige aktører, der havde taget turen til Holstebro Kaserne. Han ser det Regionale Veteranforum som en oplagt mulighed for at slå et slag for de gode initiativer, Veteranstøtten bidrager med på veteranområdet.

I Veteranstøtten laver vi rigtigt mange arrangementer for veteraner. Derfor bruger jeg blandt andet dagen i dag på at promovere og udbrede kendskabet til de tilbud, vi står bag, så flest mulige veteraner kan få glæde af det arbejde, vi laver,


fortæller Steen Møller Petersen.

Portrætfoto af formand for Veteranstøtten, Steen Møller Petersen.

Lokal repræsentant for Veteranstøtten Steen Møller Petersen deltog i det regionale veteranforum for at udbrede kendskabet til Veteranstøttens mange tilbud til veteraner. Foto: Mads Ullerup

Portrætfoto af formand for Veteranstøtten, Steen Møller Petersen.

Henrik Risom Rasmussen er ny veterankoordinator i Holstebro Kommune. Foto: Mads Ullerup

 

Veteranstøtten driver desuden en lang række veterancaféer i hele landet, og flere af de midtjyske veterancaféer var også repræsenteret i Holstebro denne eftermiddag. Blandt dem var Frits Brantzen, der overtog driften af Veterancafé Horsens for halvandet år siden, mens foreningslivet lå øde hen på grund af COVID-19.

 

Flere kunder i butikken

Aktiviteten hos os har i lang tid været præget af corona, og det har betydet, at vi ikke har kunnet være så offensive i vores arbejde med at tiltrække veteraner, som vi gerne ville. Jeg er rundt og tale med de andre veterancaféer for at se, hvad jeg kan få af gode idéer til at få mere fremgang og måske flere unge ind i caféen,

 

siger Frits Brantzen.

 

Regionalt Veteranforum er arrangeret af Veterancentret i samarbejde med Jydske Dragonregiment, der var vært for arrangementet.