Veteranfamilie

Børn af veteraner og udsendte soldater får nu sammen med deres forældre mulighed for at få psykolog- og psykoterapeutiske samtaler.

Børn af veteraner og udsendte soldater får nu sammen med deres forældre mulighed for at få psykolog- og psykoterapeutiske samtaler - også hvis de er under 16 år. Tilbuddet skal understøtte trivslen i familierne.

Det glæder Kim Simonsen, som er chef for Veterancentret, at der nu kommer endnu et tilbud i paletten til børn med forældre, der er eller har været udsendt på internationale missioner.   

Sandheden er, at vi aldrig ville kunne forsvare Danmark, hvis ikke det var, fordi der stod nogle fantastiske familier bag vores udsendte og veteraner. De familier ønsker vi at give den bedst mulige hjælp, støtte og rådgivning,” siger han.   


Kan tage udfordringer i opløbet

Han forklarer, at det kan være svært at have en forælder, der er udsendt og væk i en længere periode, eller som måske er kommet hjem fra en mission og kan mærke, at noget ikke er, som det plejer. 

Her kan samtaler til børn, unge og deres forældre være en forebyggende indsats, som kan gøre, at vi kan få taget hånd om udfordringerne i familien, inden de vokser sig store,” siger Kim Simonsen.  

Hvis udfordringerne er for store til at håndtere med de muligheder, som Veterancentret råder over, eller udfordringerne viser sig ikke at være relateret til udsendelsen, støtter Veterancentret familierne hen imod den rette hjælp. 

Tilpasses til familiens behov
Det udvidede tilbud om psykolog- og psykoterapeutiske samtaler til børn under 16 år er et resultat af ”Aftale om udvikling af veteranindsatsen under forsvarsforliget 2024-2033” den 7. november 2024.

Samtalerne bliver tilbudt over hele landet og finder sted dér, hvor Veterancentret er forankret lokalt. Samtalerne vil blive tilrettelagt, så det passer til den enkelte families behov og altid med inddragelse af forældrene. 

Tilbuddet til børn under 16 år er blot et af mange, som Veterancentret har til familier. Af andre tilbud kan bl.a. nævnes samtalegrupper og netværksgrupper for børn og unge, familiebehandling og parforholdskurser.