Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
I dag markeres flagdagen for Danmarks udsendte over hele landet. I artiklen her kan du følge med i markeringen fra de officielle begivenheder i København, men også fra andre arrangementer rundt om i Danmark og de internationale missioner
Dannebrog vajer over Kastellet, hvor Flagdagen for Danmarks udsendte indledes med kranselægning kl 12.00. Foto: Ulrikke Holm Christensen / Forsvaret.
Af Forsvarskommandoen
Mange forskellige uniformerede var mødt frem til flagdag på Flyvestation Karup i dag under et tæt skydække og til tider kraftig regn. De viste dermed, at Forsvarets og beredskabets personel altid er klar til at løse opgaven, uanset omstændighederne.
Et faktum, som politidirektør for Midt- og Vestjyllands Politi, Helle Kyndesen, da også understregede i sin tale. Politiets personel har ligesom Forsvarets ditto utallige gange været udsendt i tjeneste for Danmark, og de fejres sammen med Forsvarets veteraner også i dag.
“Uanset uniformens farve, når man er udsendt – blå, grøn eller hvid som sygeplejerskernes kittel – fortjener man vores respekt og tak. Danmarks interesser strækker sig ud over landets grænser, og mange har stillet op og været udsendt for at varetage disse interesser. Nogle har betalt en meget høj pris. Derfor fortjener I samfundets dybeste respekt og tak. Men også et løfte om, at vi ikke glemmer. At vi vil stå jer bi, når I vender hjem,” sagde politidirektøren i sin tale.
Paraden på Flyvestation Karup havde deltagelse af soldater fra alle værn. Fotos: Steffen Fog / Forsvaret
Fighter Wing Skrydstrup var vært ved Jyllands fejring af dette års Flagdag for Danmarks Udsendte.
Cirka 400 soldater marcherede gennem Haderslevs gader. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret.
Dagen begyndte med march fra Haderslev kaserne til Haderslev Domkirke. En tålmodig morgentrafik gav plads til cirka 400 soldater og veteraner, som med Slesvigske Musikkorps i spidsen bevægede sig gennem midten af byen.
Cirka 400 soldater marcherede gennem Haderslevs gader. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret.
Flyverpræst Peter Kiel Nielsen satte stemningen for dagen med en prædiken, der tog udgangspunkt i både krig og ønsket om fred.
Haderslev Domkirke dannede smuk ramme om dagens gudstjeneste. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret
Efter gudstjenesten fortsatte marchen rundt i byen til Gravene, Haderslevs centrale handelsplads, hvor alle deltagerne stod. Her holdt først chefen for Forsvarskommandoens Operationsstab, generalmajor Ulrich Hellebjerg, en tale, der handlede om den nuværende situation i verden og behovet for, at Forsvaret til stadighed får brug for at udsende soldater.
Generalmajor Ulrich Hellebjerg taler til alle de fremmødte ved Gravene i Haderslev. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret
Derefter sagde borgmester i Haderslev, Mads Skau, på kommunens vegne tak til Danmarks soldater og til de pårørende.
Bormester Mads Skau talte til byens borgere og de deltagende soldater. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret
Slesvigske Musikkorps slog derefter takten an med Tommy Seebachs ‘Disco Tango’, og mange af de tilstedeværende nød en pølse og en sodavand.
Som sidste punkt på dagsordenen marcherede soldaterne tilbage til Haderslev Kaserne, hvor chefen for Fighter Wing Skrydstup, oberst Kim Jensen, på pladsen foran hovedbygningen holdt en mindetale.
Her sagde han tak til de soldater, der har betalt den højeste pris. Ikke mindst udtrykte han sin dybfølte tak til de pårørende, som lider afsavn.
Oberst Kim Jensen holdt mindetale ved mindevæggen på Haderslev Kaserne. Foto: Lars Skjoldan / Forsvaret
Ceremonien på Haderslev Kaserne sluttede med, at repræsentanter for Forsvarskommandoen, Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet, Beredskabsstyrelsen og Haderslev Kommune lagde en krans ved mindevæggen foran hovedbygningen.
På Flagdagen for Danmarks Udsendte er det blevet tradition, at Flyvevåbnet sender et par fly i luften for at vise flaget, og for at lave en passende markering af dagen over et udvalg af de danske kaserner, flåde- og flyvestationer og større byer. Ruten skifter fra år til år.
Årets rute bliver indledningsvis fløjet af to kampfly, som får følgeskab af en C-130 ved København, og sammen flyver de i formation over paraden på Christiansborg Slotsplads kl 16:19, hvorefter de splitter op igen.
Ruten for Flyvevåbnets rundtur på flagdagen
Flyvehøjden er ned til omkring 300 meter, og piloterne flyver som udgangspunkt over bymidten af de markerede byer. Stregen imellem punkterne på kortet er kun vejledende og ikke en garanti for, at flyene kommer præcis henover.
Lave skyer og silende regn er som bekendt ikke rigtigt kompatibelt med motiverende fly-by’s, så vi holder et skarpt øje med himlen for at se, hvordan vejret udvikler sig, og hvad der meningsfuldt kan lade sig gøre. Planen kan derfor blive justeret eller aflyst både inden og imens flyene er i luften - vi opdaterer i kommentarsporet på Flyvevåbnets facebookside, hvis der kommer væsentlige ændringer.
Flagdagen markeres alle steder i Forsvaret. Også på Søværnets skibe, uanset hvor de patruljerer:
Den danske kampbataljon har markeret flagdagen med flaghejsning, parade, taler og kage.
Fotos: Lærke Weensgaard / Forsvaret
Video: Flages hejses i Camp Valdemar i Letland som indledning på flagdagen.