Mark har kun haft én dårlig oplevelse på mission

Af Folk & Sikkerhed

Da Mark var 21 år, vendte han tilbage fra sin anden mission. Jobbet i Forsvaret var alt, hvad han havde håbet på, så det var naturligt ”at melde” sig til at blive udsendt. 

”Jeg blev nok lidt hurtigt voksen. Jeg kan huske, jeg kom hjem og mødte mine gamle venner, som stadig bare var børn. De var ikke kommet nogen steder! Men det var nok mig, som var et andet sted”, husker han. 

Han var utroligt glad for soldaterlivet og for det kammeratskab, man oplever på mission. Så han var også med fra starten, da Danmark startede med at sende tropper til Afghanistan. Her tog Marks militære karriere dog en kraftig opbremsning, da han havde det, han i dag betegner som ”sin eneste dårlige oplevelse på mission”. 

På sin tredje tur trådte han på en landmine i Helmand og mistede begge ben. Da var han 26 år. Centralt i hans kamp for et nyt liv står kørestolsrugby, der på mange måder skabte det nye indhold i tilværelsen, han havde behov for. 

”Jeg vidste, jeg skulle finde noget sjovt, og kørestolsrugby var perfekt. På mange måder ligesom mission; det er en holdsport, og der er brug for en masse disciplin og træning, som jeg elsker”, lyder forklaringen. 

Vil helst undvære medaljerne 
Mark har allerede deltaget ved to OL-turneringer, og han spiller stadig på højt niveau. Hans karriere i Forsvaret er forandret til et kontorjob hos Cyberdivisionen. 

”I dag som 43-årig kan jeg godt identificere mig med at være veteran. Den betegnelse var lidt sværere, da jeg var 20. Det er en ære at være veteran, og det er fantastisk at møde andre veteraner. Vi har noget, som binder os sammen, fordi vi har set nogle af de grimme ting her i verden, og man kan snakke i timevis”, siger han. 

Til gengæld er Mark ikke vild med medaljerne og flagdagen og den slags. Den opmærksomhed, han tiltrækker i sådan en sammenhæng, bryder han sig ikke om. 

”Min kone vil gerne have, vi går med. Der er også en del veteraner og militærfolk i hendes familie. Men jo færre gange, jeg kan bære medaljerne, jo bedre”. 

Mark ville dog gerne have deltaget i No Words-marchen til den amerikanske ambassade i januar 2026, men på det tidspunkt var han bortrejst – tilfældigvis til USA, hvor han med stolthed kunne overvære de amerikanske veteraners chok og vantro over den danske demonstration. 

Stadig den samme mand 
Mark Peters mener selv, at hans missioner har gjort ham til den mand, han er i dag. Og bestemt ikke kun med negativt fortegn, selvom han har givet et stort offer. 

”Jeg tror, jeg er meget den samme i dag, som hvis jeg havde beholdt mine ben. Bare ældre. Min hverdag er fuld af veteran-påvirkning. I mit professionelle virke og i min sportskarriere er jeg enormt struktureret og kører en stram planlægning. Jeg laver også lister til både haveopgaver og indkøb og den slags derhjemme. Men derudover tager jeg tingene, som de kommer, og jeg bliver aldrig stresset. For hvad er det værste, der kan ske?” spørger Mark Peters.