Soldater fra ISAF hold 15 står rør i lejren i Afghanistan.

Soldaterne udsendt med ISAF hold 15 oplever færre symptomer på PTSD end deres kolleger på hold 7 og hold 10 seks et halvt år efter deres hjemkomst.

Det psykiske helbred blandt danske soldater udsendt til Afghanistan i 2013 med ISAF hold 15 har været under lup hos forskerne i Veterancentrets Videncenter. Forskerne har blandt andet undersøgt symptomer på depression og posttraumatisk stresslidelse (PTSD) seks et halvt år efter soldaternes hjemkomst og sammenlignet resultaterne med to tidligere ISAF hold – også udsendt til Afghanistan.

Færre PTSD-symptomer blandt soldater på hold 15
Undersøgelsen viser, at der blandt soldaterne udsendt med ISAF hold 15 til Afghanistan er 4,7 % der oplever svære symptomer på PTSD, mens 3,3 % oplever svære/meget svære symptomer på depression seks et halv år efter hjemkomst.

Ifølge seniorforsker Anni B. S. Nielsen fra Veterancentrets Videncenter, ligger niveauet af symptomer på depression på hold 15 nogenlunde på niveau med hold 7 og 10. Anderledes ser det derimod ud, når man dykker ned i tallene med symptomer på PTSD, forklarer forskeren:

Vores undersøgelse viser, at markant færre soldater udsendt med hold 15 oplever svære symptomer på PTSD seks et halvt år efter deres udsendelse sammenlignet med hold 7 og hold 10,


siger Anni B. S. Nielsen.


Mens andelen af soldater med svære PTSD-symptomer ligger på 4,7 % hos de udsendte fra ISAF hold 15 seks et halvt år efter hjemkomst, ligger tallene på 13,7 % og 9,8 % for henholdsvis hold 7 og hold 10.

 

Mange årsager til udvikling af PTSD
Tidligere undersøgelser fra Veterancentrets Videncenter peger på, at flere forskellige faktorer kan være katalysatorer for udvikling af PTSD-symptomer hos de tidligere udsendte soldater - herunder oplevet kampeksponering, traume under udsendelsen, barndomstraumer og manglende social støtte.
Anni B. S. Nielsen håber, at vi med yderligere forskning kan blive endnu skarpere på området.

”Hvis vi kan identificere de væsentligste risikofaktorer, der fører til udvikling af PTSD på den lange bane, vil det være muligt på et tidligere stadie at tilbyde forebyggende tiltag til veteraner, der måske selv har svært ved at erkende, at de har brug for hjælp”, siger seniorforsker Anni B. S. Nielsen. 

Svære PTSD-symptomer forstærker risiko for selvmordstanker
Undersøgelsen viser desuden, at 10 % af de udsendte soldater på ISAF hold 15 har haft selvmordstanker indenfor det sidste år, 4 % har haft selvmordsplaner, mens ingen har forsøgt selvmord.

”Vores undersøgelse viser, at forekomsten af selvmordstanker og selvmordsplaner er størst hos de soldater, der har et højt niveau af PTSD-symptomer,” siger Anni B. S. Nielsen.

Blandt dem med svære PTSD-symptomer har 47,1 % haft selvmordstanker mindst én gang inden for det sidste år, mens det tilsvarende tal for gruppen uden PTSD-symptomer er 4,3 %. Fordelingen for selvmordstanker og selvmordsplaner ligner til forveksling, hvordan fordelingen var i undersøgelsen af ISAF hold 7 og ISAF hold 10 seks et halvt år efter hjemkomst. 

 

Vil du vide mere?
Via linket herunder finder du et samlet overblik over den forskning, Veterancentrets Videncenter har udført i forbindelse med missionen i Afghanistan.


Denne videnskabelige udgivelse er målrettet en mindre, akademisk målgruppe og overholder ikke Web Content Accessibility Guidelines.

  • Udgiver

    Veterancentrets Videncenter

  • Udgivelsesdato

    7. juni, 2023

Hent publikation