En mark, hvor man gennem et drivende røgslør fra en røggranat kan fornemme fem soldater.

Udsendte soldater får redskaber til at håndtere stress, så de er bedre rustet til en international mission. Foto: Per Brønserud

Soldater i international mission kan opleve, at de presses mentalt i stressende situationer eller over tid. At kunne håndtere symptomer på stress er vigtigt. Derfor indeholder den missionsforberedelse en introduktion til operativ stresskontrol, herunder hvordan du identificerer stresssymptomer samt hvad du kan gøre for at håndtere disse.

 

Operativ Stresskontrol er et koncept, som oprindeligt er udviklet af det amerikanske og canadiske forsvar, som Veterancentret har siden har oversat og tilpasset til det danske Forsvar.

 

Undervisning, publikation og samtaler

 

Herhjemme består Operativ Stresskontrol dels af undervisning af militærpsykologer ude på Forsvarets tjenestesteder, dels af skriftlige undervisningsmaterialer og samtaler. En del af undervisningen tager udgangspunkt i de evidensbaserede strategier til at håndtere stress kaldet ”Big 4”.

 

Soldaten får gennem undervisningen en opmærksomhed på stressindikationer, hvad man selv kan gøre, og hvornår man skal søge hjælp.

 

I forbindelse med undervisningen udleveres publikationen Operativ Stresskontrol, som soldaterne opfordres til at medbringe og bruge fremadrettet. Den er et selvmonitoreringsværktøj, der angiver symptomer i forhold til, hvor hårdt belastet man er. Samtidig er der anvisninger for, hvornår man som person skal reagere og søge hjælp.

Sidst opdateret 27. september, 2024 - Kl. 09.34