[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kim Vibe Michelsen, forsvarets hovedredaktion.

Et nyt er nu i støbeskeen. Til efteråret begynder otte veteraner til haveterapi i Hørsholm.

Stilhed omkring bålet med en kop varmt at drikke i naturhaven Nacadia. Det er hvad otte veteraner kommer til at begynde dagen med i ti uger fra 1. september. Tre dage om ugen skal de være til timelang terapi i en specialindrettet have på en naturgrund i Nordsjælland.
Ideen er, at naturen i sig selv virker afstressende på mennesker.

”Målet er, at de skal genfinde nærværet og nuet. Naturen stiller ikke krav til dig. Den ripper ikke op i noget. Den virker i sig selv afstressende på mennesker,” siger Bettina Damsbo, der er læge, psykoterapeut og direktør for stresscentret Kalmia, der står for haveterapien.

Rindende vand og store graner
Haven er indrettet på en naturgrund på to hektar. Udover flere bålpladser, er der også rindende vand, store graner og sten, der alt sammen kan spille en rolle i terapien. Opbygningen af haven bygger på erfaringer og forskningsresultater fra terapihaven ved Sveriges Landbrugsuniversitet i Alnarp.

Ideen har blandt andet været at skabe forskellige rum. I et rum strækker granerne sig højtideligt mod himlen. I et andet er man tæt omkranset af træer og buske og får en tryghedsfornemmelse.

Opholdet i haven sammen med haveterapeuten er dog kun en del af forløbet. De medvirkende veteraner kommer også igennem individuelle terapisamtaler, så de kan modtage målrettet behandling.

Det er en mindfullness inspireret terapi, hvor yoga, meditation og åndedrætsøvelser i samspil med deltagernes sanseindtryk og naturoplevelser er den væsentlige del af forløbet.

Erfaringer fra Storbritannien og USA
Inspirationen kommer fra haveprojekter i Storbritannien og USA, hvor veteraner med psykiske belastningsreaktioner har haft stor gavn af lignende behandlingsmetoder. De svenske resultater handler om behandling af civile.

Undervejs er projektet under opsyn af en følgegruppe. Den består af en militærpsykolog fra Veterancentret, en fra Soldaterlegatet og en medarbejder fra Kalmia.

Når pilotprojektet er færdigt engang i efteråret, udarbejdes der en rapport om resultaterne. Resultaterne vil indgå i de samlede overvejelser, om hvilke projekter, der på dette felt fremadrettet bør indgå i rammen af behandlingstilbud i forsvaret.