[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Døgnet rundt, 365 dage om året, er Veterancentrets telefon 7281 9700 bemandet. Her kan veteraner og pårørende ringe ind, hvis de har brug for et godt råd eller nogen at tale med. I disse uger under covid-19 er det mindst lige så aktuelt. Det fortæller leder af Veterancentrets socialrådgivere, Jonna Nielsen.

”Vores generelle oplevelse er, at mange veteranfamilier både med og uden børn er påvirket af coronasituationen. Strukturen og forudsigeligheden i hjemmet har ændret sig. Børn er hjemme fra skole og skal aktiveres og have hjælp til skolearbejdet. Samtidig arbejder ægtefællen eller kæresten også hjemme, og det betyder, at veteranerne ikke kan få den ro i løbet af dagen, som de er vant til,” siger Jonna Nielsen.


Tiden med coronasmitte/covid-19 påvirker os alle. Har du behov for støtte, så ring til Veterancentrets døgntelefon på 7281 9700.

Dermed kunne man måske foranlediges til at tro, at Veterancentret har haft flere og flere akutte opkald. Men faktisk er der mere stille på døgntelefonen end normalt. I løbet af de første uger af covid-19, i perioden fra den 12. til 30. marts har døgntelefonen haft i alt 36 opkald fra veteraner og pårørende. Sidste år i samme periode var der derimod 52 opkald.

”Vi ved af erfaring, at det kan være svært at få rakt ud efter støtte, uanset om det er til Veterancentret, veterankoordinatoren, Psykiatrifonden eller de mange aktører på veteranområdet,” siger Jonna Nielsen.


Søg hjælp på døgntelefonen

Hun opfordrer derfor veteraner og pårørende til at ringe til døgntelefonen på 7281 9700, hvis de oplever bekymringer eller modløshed eller har flere konflikter derhjemme.

Det gælder også veteraner, der ikke lever i familier. De kan nemlig derimod blive udfordret af den sociale distancering og derfor mangle kontakt til omverdenen.