Soldater
Veteraner
Pårørende
Anerkendelse
Frivillighed
Tekst af Kristina Schønnemann Jensen, Veterancentret
Fotos af Morten Lykkeberg, Hjemmeværnet
”Er du klar til kamp mod covid-19?,” lød det simple spørgsmål på facebook hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse i sidste uge. Tommi Hansen, 49-årig veteran fra Balkan, var en af de mange reservister, frivillige og tidligere ansatte i Beredskab, Hjemmeværnet og Forsvaret, der svarede.
”Uden at det skal lyde alt for idealistisk eller alt for amerikansk, så har jeg det sådan, at når mit land kalder og har brug for folk, så knalder jeg hælene sammen og stiller op,” siger Tommi Hansen.
Han søgte derfor stillingen som en af de små 240 telefonoperatører i det kompagni, som Hjemmeværnet har opstillet de næste tre måneder i Rigspolitiets callcenter i Jonstruplejren. Herefter gik det stærk, og fredag morgen havde han sidste vagt hos den imødekommende arbejdsgiver i Københavns Lufthavn, der bevilligede ham orlov fra dag til dag. Lørdag den 21. marts kl. 07.00 mødte Tommi Hansen op i Jonstruplejren til sin første dag tilbage, godt og vel 15 år siden han forlod Forsvaret. Ikke at han havde lyst til det, for dengang såvel som nu har dikkeværket inde under skjorten altid banket for Forsvaret og kollegaerne. Han hilser derfor på flere folk, han kender, både fra tjenestetiden og fra veteranmiljøet, og han kender omgående omgangstonen.
”Det ville være forkert at sige, at jeg er vendt hjem, for jeg har ikke fået min uniform – endnu,” siger han.
Tommi deler i dag kontor med tre hjemmeværnsfolk, en af dem med en fortid ved Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet, en fra depotet i Skalstrup og så en tidligere værnepligtig ved Gardehusarregimentet.
”Og så er der mig, der føler mig som et erfarent, gammelt røvhul med nogle ret brogede erfaringer,” siger han og hentyder til sine fire og en halv udsendelse i Kroatien, Bosnien, Kosovo og Makedonien i 90’erne og de tidligere 00’ere.
Ja og så alt det der fulgte efter. Symptomerne på posttraumatisk stressreaktion, også kaldet PTSD, der kom snigende og spændte ben for mangt og meget. Men Tommi har endnu ikke ladet sig standse. Og altså heller ikke, når landet står på den anden ende.
”Der er da folk, som selv er veteraner, og som har deres at kæmpe med, som siger til mig, ”pas nu på” eller ”du har gjort dit”. Men det føler jeg ikke. Jeg føler stadig et kald, når der sker noget. Og ærlig talt: At tage en telefon bliver vel næppe det mest traumatiske i mit liv,” siger han.
Ikke at han ikke kan forstå de velmenende bekymringer.
”Det er mit valg. Det er mig, der skal mærke efter, og jeg synes, vi er dækket godt op.”
Med en tablet ved hånden og informationstavler i rummet besvarer Tommi Hansen opkald fra danskere, der savner svar på, hvordan de skal gebærde sig under covid-19. Foto: Morten Lykkeberg, Hjemmeværnet.
Efter sin første arbejdsdag i Jonstruplejren er han blevet styrket i den antagelse. Telefonoperatørerne sidder i små hold, hvor de kan sparre og bruge hinanden. Der er arrangeret daglige briefinger før vagten og debriefinger efter endt arbejdsdag til at følge op på eventuelle ubehagelige oplevelser på telefonen. Er der brug for det, er der psykologer på kald. Ikke at det har været relevant på dag 1.
Tommi har brugt dagen på at lære styresystemet på den nye arbejdstelefon at kende, tage imod opkald fra borgere, der er bekymrede, rådvilde, eller som måske bare lige skal have gentaget, hvilke anbefalinger der lige nu står til troende. Han er vant til spørgsmål i både øst og vest fra sit job som sikkerhedsvagt i Købehavns Lufthavn og vant til at takle personer, der både er stressede og dét, der er værre.
Status efter første arbejdsdag er slet og ret, at der er meget nyt at lære, og at det til tider går stærkt, når en spritny krisestab skal finde sine rutiner, fortæller Tommi.
”Det har været en, ja det er jo ikke sjovt, når vi står midt i en krise, men det er en helt anden opgave at sidde ved telefonen end de operative opgaver, jeg har haft i Forsvaret. Men det er en opgave, der skal løses.”