[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Karen Dahlin

Frisører, tatovører og tandlæger kan åbne for kunder, ligesom det også er muligt at sende de mindste børn i institution. Det danske samfund tager de første spæde skridt til igen at kunne virke på normalt niveau. Det samme gør Veterancentret, der dog også under de første strenge isolationsuger har mødtes fysisk med de mest sårbare veteraner til for eksempel en walk-and-talk eller behandling hos en militærpsykolog. Nu kan Veterancentret lige så stille intensivere den fysiske kontakt med sårbare veteraner og deres pårørende.

”Veterancentret har hele tiden været der for de sårbare veteraner og deres pårørende. De psykiske kampskader går ikke væk, fordi vi er en covid-19-krise, så derfor har Veterancentrets medarbejdere blandt andet mødtes med veteranerne i det fri. Forskellen er nu, at vi kan åbne endnu mere op for fysiske møder,” siger oberst Søren Andersen, chef for Veterancentret.

Derfor kan de mest sårbare veteraner nu igen fysisk se Veterancentrets fysioterapeuter, psykologer, socialrådgiver, opsøgende rådgivere og beskæftigelsesrådgivere. Der vil stadig blive håndteret sager over telefon, video eller mails, så Veterancentret stadig lever op til de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger.

”Jeg ville gerne slå dørene til Veterancentret helt op, men Veterancentret skal også følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Veteraner har i sagens natur været i krig, så de om nogen forstår vigtigheden af, at vi løfter i fællesskab. Så heldigvis møder vi stor forståelse for den linje, vi har lagt,” siger Søren Andersen.

I praksis betyder den langsomme åbning, at Veterancentrets medarbejdere sammen med veteranerne og de pårørende vurderer, hvem der har behov for fysiske møder