Jeg havde en go-bag klar til enhver nødsituation

Dennis er overbevist om, at trusselsbilledet fra Irak, hvor han har været udsendt i seks måneder, er fulgt med ham hjem. Derfor er hans alarmberedskab konstant højt, da han vender hjem fra mission. Rundt om i huset og i bilen gemmer han militær-tasker med udstyr til enhver nødsituation:

”Jeg var jo forberedt på ethvert tænkeligt scenarie,” siger Dennis eftertænksomt.

Han er i tiden efter Irak plaget af en række efterreaktioner som stress og højt alarmberedskab og får også diagnosen PTSD som resultat af hans oplevelser under udsendelsen.

Hjemkomsten fra Irak med Hold 9 står på mange måder i skarp kontrast til Dennis’ første møde med Forsvaret.

En drengedrøm

Dennis er ikke helt sikker på, hvordan drengedrømmen om at blive soldat opstod – men han ved præcis, hvad det var, der trak:

”Det var idéen om uniform, mudder i ansigtet og alt det der, som hev mig ind,” fortæller Dennis.

Og Dennis finder mere end uniform og mudder, da han starter som værnepligtig på Antvorskov Kaserne. For hos Forsvaret oplever Dennis noget langt større:

”Der fulgte jo også broderskab og sammenhold med, det havde jeg slet ikke tænkt på,” siger Dennis og fortsætter:

”Vi oplevede jo det hele, op- og nedture, og det rystede os virkelig sammen.”

Da Dennis efter sin værnepligt starter på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse, er det stadig broderskabet - og ikke mindst muligheden for at gøre en forskel i verden - der gør ham sikker på, at han også skal udsendes.

Ud for at være rigtigt soldat

For Dennis føles det som det naturlige næste skridt at skulle udsendes, at skulle bruge sin uddannelse og prøve at være "rigtig soldat". Efter flere års træning og uddannelse står Dennis overfor en udsendelse til Irak:

”Det var jo også for at teste, om jeg kunne det, jeg skulle, i en skarp situation, som vi havde trænet, trænet og så trænet mere til,” fortæller Dennis.

Og turen til Irak bliver en større test, end Dennis i første omgang havde troet:

”Hold 9 var bare én stor trussel,” sukker Dennis og forklarer, at holdet er præget af mange raketangreb i og omkring lejren, som til sidst bliver lukket, mens han er udstationeret.

Nedlukning af lejren

For Dennis og hans soldaterkammerater betyder nedlukning af lejren mange ture i lastbil ad de samme ruter med udstyr, der skal køres væk.

Kombinationen af raketter mod lejren, en lejr, der langsomt bliver mindre, og risikoen for angreb eller vejsidebomber under kørslen begynder at tære på Dennis, og han bliver sendt hjem - et par uger før han egentligt skulle have været hjemme.

Afskeden med Irak bliver også en afsked med Forsvaret. Dennis lægger uniformen på hylden og skifter støvlerne ud med et par sikkerhedssko og skiftende jobs som håndværker.

Men noget trækker i ham. Noget, der får ham til at overveje, om han nogensinde helt vil kunne lægge soldaterlivet bag sig.

Savner soldaterlivet helt vildt

Efter flere år uden for “hegnet” er Dennis overbevist om, at han ikke er færdig med livet som soldat.

”Jeg savnede det helt vildt og ville så gerne tilbage,” fortæller han.

Dennis bliver derfor ansat i Forsvaret igen, med henblik på udsendelse til Afghanistan. Det er også en form for følelse af revanche, der driver Dennis. Men under en øvelse i Oksbøl går der ild i noget af terrænet.

”Det sender mig lige tilbage til Irak. Det lugter præcis, som når de brændte affald af i ørkenen i Irak,” fortæller Dennis, som reagerer med det samme:

”Og der knækker filmen. Jeg bryder fuldstændig sammen bag i en lastbil - jeg græder og græder.”

Det bliver et wake-up call for både Dennis. Dennis skal ikke med til Afghanistan. Og han skal ikke længere være soldat.

Go-bag til enhver situation

Da Dennis møder Marie, som han i dag er gift med, og da han senere bliver far, eskalerer hans reaktioner:

”Jeg troede, det var reddebyggeri, men det var en enorm årvågenhed,” siger Dennis, der i denne periode køber rygsække og tasker til enhver tænkelig situation. Taskerne er pakket med pas, kontanter og førstehjælpsudstyr.

”Jeg har en taske til hvert scenarie, og jeg har dem med mig overalt,” forklarer Dennis, som i denne tid ikke har lyst til at tage nogle steder hen uden taskerne.

Når Dennis i dag ser tilbage, husker han tydeligt, hvor forberedt og tryg han følte sig med taskerne:

”Det er jo fuldkommen irrationelt, det ved jeg jo godt i dag - men jeg ville bare passe på alle,” fortæller han.

Det er Maries støtte, oplevelserne hos andre soldaterkammerater, der også begynder at få det skidt, og Dennis’ ønske om at være den bedst mulige far for sin datter, der til sidst får ham til at tage kontakt til Veterancentret.

Kontakt til Veterancentret

Da Dennis ringer til Veterancentret, får han en samtale med en psykolog, som herefter tilbyder ham enkeltterapi og et gruppeforløb.

”Jeg skulle arbejde med mit fordrejede verdensbillede, og det kunne kun gå for langsomt. Alt det, jeg synes var farligt, fik jeg vendt sammen med psykologen” fortæller Dennis.  

I samarbejde med Veterancentret får Dennis også oprettet en arbejdsskadesag og får kontakt til Militærpsykiatrisk Ambulatorium, hvor Dennis får stillet diagnoserne ADHD og PTSD.

”Jeg tænkte: Så nu er jeg klar igen, jeg har jo været til psykolog og jeg har også fået noget medicin, det er skidegodt.”

Men Dennis skal først til at finde sig til rette i sin nye virkelighed, som også bliver et farvel til det traditionelle arbejdsliv, da Dennis får tilkendt førtidspension.

Ny hverdag ny identitet

Efter endt forløb hos Veterancentret har Dennis nu endelig følelsen af at være ”færdig” og ”ude på den anden side,” men det er heldigvis her, at Dennis’ hustru, Marie, spørger: ”Hvad så nu?”

”Jeg svarer Marie: Jamen så er jeg jo færdig,” fortæller Dennis, men Marie vil have en plan:

”Hun påpeger, at det kunne være godt at have en mentor. En, der kunne hjælpe mig videre.”

Dennis får tilknyttet en opsøgende rådgiver fra Veterancentret, som bliver hans støtte i overgangen til hans nye hverdag som veteran med PTSD og førtidspensionist.

”Den opsøgende rådgiver bliver også hende, jeg ringer til, når jeg har det svært,” siger Dennis, som i samme periode får hjælp af sin opsøgende rådgiver til at få etableret et netværk og finde nye fællesskaber:

”Hun tog med mig i veterancafé og introducerede mig for andre veteraner.”

For Dennis bliver hjælpen fra den opsøgende rådgiver hans vej ind i vigtige fællesskaber, hvor han gennem idræt og udeliv mødes med andre veteraner.

I dag er Dennis frivillig i Danmarks Veteraner hvor han som en del af deres friluftsudvalg arrangerer oplevelser for veteraner.

Spørg om hjælp

Der er ingen tvivl om, hvad opfordringen fra Dennis skal være, når han bliver spurgt, om han har et godt råd til andre veteraner, som har det svært:

”Det er så nemt at sige, at man bare skal bede om hjælp. Men ræk ud og bed om hjælp,  for i sidste ende er det ikke sejt at have det helt ad helvede til,” siger Dennis, der har fundet stolthed i titlen som veteran:

”I dag betyder titlen veteran for mig, at jeg har været udsendt soldat, og at jeg har været ude og løse en vigtig opgave. Det er jeg stolt af,” smiler Dennis.

Den sidste Go-bag

I dag har Dennis kun en enkelt militærtaske tilbage, resten solgte han, da han begyndte at overvinde katastrofetankerne og det høje alarmberedskab - i samarbejde med psykologen fra Veterancentret, som Dennis var i forløb hos.

Den tidligere soldat har dog som nævnt beholdt en taske:

”Jeg gemte en enkelt taske, den brugte jeg som pusletaske, da mine piger var små,” smågriner Dennis og tilføjer afsluttende med mere alvor i stemmen:

”Det er mine piger, der har været min motivation for at få det bedre.”