Veteranen Bjarke skal springe i faldskærm og står klar med alt sit udstyr i hangaren hos Dropzone Denmark i Herning.

Bjarke Rask træner op til DM i Danmarksmesterskaberne i præcisionsspring, der afvikles mellem den 16. og 20. juli 2025. Foto: Mads Ullerup

På himlen over den jyske hede lidt uden for Herning ses silhuetter af mennesker med kulørte faldskærme. Under en skærm med blå og gule farver svæver Bjarke Rask – dansk veteran med to udsendelser til Afghanistan bag sig.

Men Bjarke springer ikke kun i faldskærm for spændingens skyld. For ham handler sporten om noget langt mere meningsfuldt. Målet er deltagelse i Danmarksmesterskaberne i præcisionsspring, som afvikles i Herning den 16. til 20. juli – hans første konkurrence i begynderkategorien.


Foruden det stærke fællesskab har sporten givet ham noget, han længe har savnet: et klart mål i tilværelsen.

 

Fra soldat til psykiatrisk patient

Bjarkes liv har ikke altid set så lyst ud, som det gør i øjeblikket. Efter hjemkomsten fra sine udsendelser til Afghanistan blev hverdagen præget af psykiske efterreaktioner og en dyb identitetskrise.

Jeg sad i en administrativ stilling, hvor jeg gennem noget overvågning så nogle operationer, hvor en masse mennesker kom til skade, og det er noget af det, som har spøgt hos mig,” fortæller Bjarke Rask.

Bjarke rammer bunden med et brag og ender med en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Her modtager han elektrokonvulsiv terapi, som hjælper med at dæmpe det tankemylder, der har plaget ham.

 

Støtte fra Veterancentret – og en kamp for rettigheder og identitet

Efter indlæggelsen følger en længere periode med forskellige terapiforløb, som han får adgang til gennem Veterancentret. Samtidig kæmper han for at få anerkendt sin arbejdsskade – og vinde retten til erstatning.

Sideløbende med de psykiske eftervirkninger skal han vænne sig til en ny tilværelse som førtidspensionist. En identitet, der for mange – også Bjarke – kan være svær at acceptere.

 

Et uventet opkald ændrer alt

”Ud af det blå er der en af mine kammerater, der ringer og spørger, hvordan jeg ville have det med at springe i faldskærm? Jeg tror, jeg svarer, at det har jeg det umiddelbart fint med,” husker Bjarke.

Halvanden måned senere står han i Herning, klar til sit første spring.


Gennem faldskærmssporten finder han både mening og struktur i hverdagen. Det er ikke længere førtidspensionen, der definerer hans liv – det er sporten, fællesskabet og drømmen om at præstere.

 

En ny begyndelse – og anerkendelse

Men det er ikke kun Bjarke, der har fået øje på sporten – sporten har også fået øje på ham. Dropzone Denmark vælger at støtte ham med et sponsorat, som giver ham mulighed for at træne mere intensivt og – som prikken over i’et - deltage i Danmarksmesterskaberne i præcisionsspring.

Det, at jeg kan tage herop og få tankerne væk – og samtidig have et reelt mål om at komme til en konkurrence – det er helt vildt,” siger han.


En stolt veteran

Selvom fremtiden nu byder på nye horisonter, er Bjarke stadig stolt af sin fortid som soldat og veteran.

”Der er klart noget stolthed i at være veteran. Jeg er stolt over at have taget ned til et land, hvor jeg potentielt kunne komme til skade fysisk og psykisk og stadig have løst min opgave dernede. Det var et valg, jeg traf tidligt i mit liv, og som har påvirket resten af mit liv,” fortæller han.

 

Har du – eller en du kender – brug for støtte?

Bjarkes historie viser, at der er håb, fællesskab og nye veje, også efter svære oplevelser.

Hvis du selv er veteran og har brug for støtte – eller kender en, der har – så kontakt Forsvarets Veterancenter. Vi står klar til at hjælpe dig og dine nærmeste mod et liv med mening – også efter uniformen.

Kontakt os på 7281 9700

Læs mere – Få mere viden om vores tilbud til veteraner og deres familier