Identitet, mening og fællesskab var i højsædet på velbesøgt veterankonference

Viljen til at styrke indsatsen for veteraner brænder fortsat stærkt. Det står klart, efter rekordmange deltagere var samlet til Den nationale veterankonference i Vingsted tirsdag den 6. maj 2025.  

Temaerne var identitet og fælleskab. ”For hvem er man egentlig, når man ikke længere er soldat?” spurgte konferencier Louise Wolff ud i rummet. 

Og det er vigtige emner, understregede chef for Veterancentret oberst Kim Simonsen, da han bød velkommen til de ca. 350 tilmeldte og alle dem, der fulgte med fra telefonen eller computeren.

”Identitet og fællesskaber er meget stærke kræfter, der former soldater og veteraner. Forsvaret er en effektiv identitetsskaber, der leverer danske soldater og veteraner af meget høj kvalitet. Guldkort, som kommer både Forsvaret, staten, kommuner, regioner, erhvervsliv og fritidsliv til gode,” sagde han.

Men hvad betyder det, når man ikke længere er en del af Forsvaret? Og hvordan ændrer soldater- og veteranidentiteten sig, når Forsvaret bliver formet af nye generationer, der har andre forventninger til mening og arbejdsliv?

Det var nogle af spørgsmålene, som obersten gav videre til oplægsholderne på konferencen.

Blikket på de nye missioner

Først gav generalmajor Jette Albinus et indblik i, hvordan det er at stå med støvlerne plantet i den lettiske nåleskov med ansvaret for at forsvare Letland og dermed fungere som Danmarks udvidede nationale forsvar.

Skiftet fra internationale opgaver langt væk fra Danmark til opgaver, der ligger tættere på geografisk, har også betydning for soldater, veteraner og deres familier, slog generalmajoren fast.

Det er vigtigt, at der er en helstøbt indsats til både udsendte, udstationerede og deres familier. Disse missionstyper sætter også aftryk hos soldater og deres nærmeste, pointerede hun.

Det er en anden type opgave, der skal løftes, og alle har krav på at få den nødvendige støtte og den rigtige behandling, når man arbejder for at forsvare Danmark, understregede Jette Albinus.  

Spontan samhørighed blandt veteraner

Spørgsmålet om, hvad det betyder, når man så ikke længere er en del af Forsvaret, gav Afghanistan-veteranerne Emil Arenholt Mosekjær og Jimmy Solgaard deres svar på. De har begge skrevet bøger om at finde sig selv efter at have været udsendt.

På scenen indledte Jimmy Solgaard med at kalde veterankonferencen for en fætter-kusine-fest. I den sammenligning ligger der naturligvis en hyldest til det fællesskab, som de fremmødte deltagere er en del af.

Netop fællesskabet kan soldater savne ikke længere at være en del af, når de skifter tilværelsen i uniform ud med en civil en af slagsen, forklarede Emil Arenholt Mosekjær. Han beskrev den spontane samhørighed, som veteraner oplever, når de tilfældigt møder andre veteraner senere i livet. Selv hvis ikke de ikke har været udsendt sammen, opstår der et bånd og en forståelse.

”Der er tre ord, der kendetegner soldater, hvorfor man bliver soldat, og hvorfor man synes, at det er fedt at være soldat: Det er mening, identitet og fællesskab. Hvis man ikke finder de ting efterfølgende, kan man godt blive nostalgisk,” sagde han.

Emil Arenholt Mosekjær fortalte, at han bevarer noget af sit fælleskab fra Forsvaret ved at mødes med gamle soldaterkammerater og tage på vandreture i Skotland og Norge.

Men han har også forsøgt at bruge sin baggrund i nye sammenhænge, nu som journalist, så han kan fortælle om sine oplevelser. På den måde får fællesskabet lov at leve videre.

Modgiften på livets nedture

Temaet fælleskaber var også under behandling af lektor ved Forsvarsakademiet Thomas Randrup Pedersen og erhvervspsykolog Mette Thingstrup.

Thomas Randrup Pedersen har selv mærket kraften i det fællesskab, en ansættelse i Forsvaret udløser, da en kollega skrev: ”Velkommen til Krigerklubben.”

Han delte citater og oplevelser fra de mange interviews, han havde fortaget under sine besøg i missionsområder i både Irak og Afghanistan. Thomas Randrup Pedersen fremhævede også det helt særlige fællesskab og vigtigheden af det bånd, der opstår mellem soldater.

Netop vigtigheden af fælleskaber fremhævede også erhvervspsykolog Mette Thingstrup:

”Vi kan undvære mange psykologer, hvis vi er der for hinanden,” pointerede hun.

Hun forklarede, at det er en menneskelig mekanisme at trække og isolere sig, når man har det svært, men det er dér, mennesker har mest brug for andre.

Mette Thingstrup understregede sine pointer, da hun citerede professor i psykologi Christopher Person:

”Andre mennesker er den bedste modgift mod livets nedture.”

Med de ord blev deltagerne sendt ud for at netværke og møde de mange aktører på veteranområdet, som stod klar i messehallen for at dele deres viden og styrke deres relationer på tværs.

1. 1
2. 2
3. 3
4. /
5. 2

Konferencier Louise Wolff bad alle veteraner blandt dategerne op at rejse sig. Resten af salen kvitterede med en klapsalve.

Som en del af dagen, havde deltagerne mulighed for at besøge messestande, her stod veteranaktører fra hele landet klar til at snakke, dele viden og erfaringer.

Fra position til personlighed

Spørgsmålet om, hvordan nye generationer vil forme Forsvaret, og hvordan generationerne arbejder bedst sammen, havde sociolog Emilia van Hauen medbragt nogle bud på.

Hun tegnede et portræt af unge mennesker i dag - den såkaldte generation Z (født fra ca. 1996-2010) - og beskrev, hvad der skal til for, at de trives på en arbejdsplads.

Emilia van Hauen forklarede, at unge er opdraget med og formet af en anden ligeværdighed i relationerne end tidligere generationer - både derhjemme og i skolen.

Det betyder, at de ikke er trænet til at være i et hierarki på arbejdspladser som andre generationer. De er udfordrende, kreative og søger mening, forbindelser og personlighed i deres arbejde og deres ledere.

Her tilbyder Forsvaret masser af mening, fordi man har et klart og tydeligt formål. Vi skal heller ikke af med hierarkiet, understregede Emilia van Hauen. 

Men der kan ifølge Emilia van Hauen opstå gnidninger, når forskellige generationer mødes på en arbejdsplads og har forskellige opfattelser af arbejdsliv, ledelse og mening. 

Den gode nyhed er, at forskellighederne kan overkommes, og det, der nogle gange bliver omtalt som en generationskløft, kan i stedet blive til et generationsløft, mener hun.

For hver generation har meget at tilbyde fællesskabet, og de unges bidrag skal forløses ved, at deres ledere er autentiske og stiller krav på en måde, som unge finder rimelige og kan spejle sig i.

”Det vigtigste er at gå fra position til personlighed og skabe relationer til unge, hvor man ikke bare er en autoritet eller myndighed,” sagde Emilia van Hauen.

Det er vigtigt at have for øje, hvis unge skal have lyst til at søge ind i og forblive en del af Forsvaret, eller hvis man skal hjælpe en ung veteran godt videre til en anden arbejdsplads, slog hun fast. 

En spændende konference var nået ved vejs ende, da oberst Kim Simonsen rundede dagen af med at citere overskriften på en Politiken-artikel fra 4. maj i år, der stillede spørgsmålet: ”Vil du sætte livet på spil for frihed?” Med stor anerkendelse og påskønnelse svarede obersten selv på spørgsmålet:

”Det er der 60.000 danske veteraner, der har sagt ja til. Det er dybt imponerende.”