[Oprindeligt publiceret af Veterancentret]

Af Kristina Schønnemann Jensen

Følelser af utryghed og angst har spændt ben for Anker Sewohl. Den tidligere forsvarsmester i pistolskydning har i mange år ikke kunnet stå på skydebanen af frygt for, hvordan folk håndterede våben bag hans ryg.

Anker Sewohl er nemlig psykisk skadet veteran med PTSD og en af de skadede veteraner, som deltager i Forsvarets Invictus Games-projekt. Her træner veteranerne op til et internationalt sportsstævne for skadede veteraner, imens de udfordrer sig selv.

- Min målsætning er, at jeg bliver bedre til at komme ”ud af hulen”. At jeg kommer ud blandt fremmede mennesker i stedet for at lukke mig inde og gemme mig, for jeg har en tendens til, siger han.


God velkomst i bueskytteklubben

Sporten skal være med til at skubbe i den retning, og den udvikling er allerede i gang. Anker er nemlig blevet taget godt imod i det lokale Vordingborg Bueskyttelaug, som samarbejder med DIF Soldaterprojekt, der også er knyttet op med det danske Invictus Games-projekt. Helt konkret betyder det, at trænerne i Vordingborg sat sig ind i, hvad PTSD grundlæggende er, og lært, hvordan de skal gå til Anker.

"Det giver mig en tryghed, at jeg ikke skal være nervøs over, hvad de laver bag mig. De har også fortalt de andre skytter det," siger han.


En nem vej ind

Med en udleveret kode til træningsbanerne kan Anker træne også uden for åbningstid, hvis det i en periode er svært at træne sammen med andre, ligesom han får vejledning fra trænerne og udstyr stillet til rådighed i klubben.

Og det er netop ånden i DIF Soldaterprojekt, at det skal være nemt at komme ind af døren til idrætsverdenen for de psykisk udfordrede veteraner, fortæller Andreas Carlsen, der er konsulent i DIF Soldaterprojekt.

"Især hvis de (veteranerne, red.) kæmper med det sociale, så finder vi en måde, hvor klubberne alligevel kan favne dem, sådan så at de på sigt begynder at søge fællesskabet ude i klubben," siger Andreas Carlsen.


Ud på banen - med andre

For Anker Sewohl har velkomsten i klubben været over alle forventninger, og han er nu godt i gang med sin buetræning og udfordrer sin PTSD.

"De er virkelig hjælpsomme og har faktisk også sat en 18 meter bane op til mig, som er en lidt speciel konkurrencedistance, sådan at jeg kan træne ude sammen med de andre og ikke skal stå inde, hvor der ingen mennesker er. For det får jeg jo ikke meget ud af. Jeg skal jo lære at være sammen med andre mennesker."

Artiklen her er også bragt i Veterancentrets eksterne nyhedsbrev