Par sidder i en sofa, hvor kvinden ligger med sit hoved på mandens lår og kigger smilende op på ham, imens hun gestikulerer. Manden støtter sit hoved med en hånd og en albue på sofaens ryglæn, imens han kigger på hende. Han er overvægtig og har mange tatoveringer på begge arme.

Veterancentret har forskellige slags parterapi, hvoraf den ene fokuserer på PTSD og den anden på andre samlivsproblemer. Modelfoto.

I parforhold påvirker den enes livssituation den anden og omvendt. Går de udsendelsesrelaterede problemer ud over jeres parforhold, kan du og din partner måske have gavn af parterapi.

 

Formålet med parterapien er overordnet set, at I bliver mere bevidste om, hvordan I bedre kan tackle de udfordringer, I oplever. I de fleste tilfælde vil I mødes med jeres psykolog én gang om ugen. I arbejder fra gang til gang med bestemte mål og temaer.

 

Parterapi med fokus på PTSD

 

Når du oplever symptomer på PTSD, er det oftest ikke kun dig, der er påvirket. Ofte vil dine nærmeste pårørende også være påvirkede. Forskningen fortæller, at social støtte fra de nærmeste pårørende er en væsentlig faktor for, at den PTSD ramte kan komme sig. Derfor tilbyder Veterancentret en parterapi for dig og din samlever, som er specielt designet til at du og din samlever sammen kan overvinde PTSD’en.

 

Behandlingen består af 15 sessioner med sessioner af 90 minutters varighed, hvor I som par skal udvikle nye måder at håndtere de problemer, som PTSD  fører med sig hjemme hos jer, og arbejde sammen om at løse dem.

 

Parterapi på fokus på andre problemer i parforholdet

 

Veterancentret tilbyder parterapi til par, som oplever konflikter og problemer i parforholdet som konsekvens af tidligere, nuværende eller forestående udsendelser.

 

I parterapien er der fokus på, at I som par skal udvikle nye måder at håndtere problemerne i mellem jer på og arbejde sammen om at løse dem. Når I som par går i behandling sammen, kan I rykke jer langt fra gang til gang. Psykologen vil typisk give jer redskaber til håndtering af konfliktsituationer og give jer hjemmearbejde, som handler om samarbejde og reetablering af nærvær og intimitet.

 

Et parforløb vil typisk vare mellem 10–25 sessioner med sessioner af 90 minutters varighed. Parterapi er for de soldater og veteraner, hvis udsendelsesrelaterede problemer går ud over relationen til partneren

Sidst opdateret 1. september, 2020 - Kl. 14.21